Dette er en vintage-eventyr, og kan indeholde vold. Vi opfordrer forældre til at læse på forhånd, hvis dit barn er følsomt over for sådanne temaer.
engang var der en rig købmand, der havde tre døtre. De boede i et meget fint hus i en smuk by, og havde mange tjenere i store leveringer til at vente på dem., Al deres mad blev serveret på guld-og sølvretter, og deres kjoler var lavet af de rigeste ting syet med juveler.de to ældste blev kaldt morgenfrue og Dressalinda. Der gik aldrig en dag, men disse to gik ud til et festmåltid eller junketing; men skønhed, den yngste, elskede at blive hjemme og holde sin gamle far selskab.
nu skete det, at ulykken kom over købmanden. Hans skibe, der sejlede på åbent hav fyldt med merchandise af stor pris, blev ødelagt, og på en dag fandt han, at han ikke længere var den rigeste købmand i byen, men en meget fattig mand.,
Der var stadig tilbage til ham et lille hus i landet, og til dette, da alt andet var blevet solgt, trak han sig tilbage. Hans tre døtre gik selvfølgelig med ham.morgenfrue og Dressalinda var meget krydsede over at tro, at de havde mistet alle deres penge, og efter at have været så rige og eftertragtede, må de nu bo i et elendigt Sommerhus., Men skønhedens eneste tanke var at opmuntre sin gamle far, og mens hendes to søstre sad på træstole og græd og begræd sig, tændte skønheden ilden og gjorde aftensmaden klar, for købmanden var nu så fattig, at han ikke engang kunne holde en tjener.
og så gik det videre. De to ældste søstre ville ikke gøre andet end at sulke i hjørner, mens skønhed fejede gulvene og vaskede opvasken og gjorde sit bedste for at gøre det fattige Sommerhus behageligt., De førte også deres søster et frygteligt liv med deres klager, for ikke kun nægtede de at gøre noget selv, men de sagde, at alt, hvad hun gjorde, var gjort forkert. Men skønhed bar al deres uvenlighed tålmodigt for hendes fars skyld.
på denne måde gik et helt år forbi, og så en dag kom et brev til købmanden. Han skyndte sig at finde sine døtre, for han var ivrig efter at fortælle dem den gode nyhed i brevet.
“mine kære børn,” sagde han, ” endelig er vores held vendt., Dette brev siger, at et af de skibe, der formodes at være gået tabt, er kommet sikkert hjem til havn, og hvis det er tilfældet, behøver vi ikke længere leve i fattigdom. Vi bliver ikke så rige som før, men vi får nok til at trøste os. Få mig min rejse-kappe, skønhed. Jeg vil straks begive mig ud for at gøre krav på mit skib. Og Sig mig nu, piger, Hvad skal jeg bringe jer, når jeg kommer tilbage?”
” hundrede pund, ” sagde Marigold uden at tøve et øjeblik.,
“Jeg vil have en ny silkekjole,” sagde Dressalinda, “en æblegrøn, syet med frøperler og grønne sko med røde hæle og en halskæde af smaragder og en æske handsker.”
” og hvad skal jeg bringe til dig, min skønhed?”spurgte faderen, da hans lille datter hjalp ham med at tage sin rejsekåbe på.
“Åh, bring mig en rose,” sagde Skønhed hurtigt.
hendes far kyssede hende kærligt og satte sig ud.
“Du dumme pige,” sagde Marigold, ” du vil bare have, at vores far skal tro, at du er mere uselvisk end vi er-det er hvad du vil! En rose, Ja!,”
” faktisk, søster, “sagde Skønhed,” det var ikke grunden. Jeg troede, at vores far ville have nok at gøre med at sørge for sit skibs sikkerhed uden at være bekymret for at handle for mig.”
men søstrene blev meget fornærmet og gik ud for at sidde i deres eget rum for at tale om de fine ting, de ville have, da deres far kom tilbage.
i mellemtiden gik købmanden vej til byen, fuld af håb og store planer om, hvad han ville gøre med sine penge.,
Men da han kom der, fandt han ud af, at nogen havde spillet et trick på ham, og intet skib af hans var kommet i havn, så han var lige så dårligt som før.
han tilbragte hele dagen på at se sig om for at sikre sig, at der ikke var nogen sandhed i det brev, han havde modtaget, og det begyndte at blive skumring, da han med et trist hjerte begyndte at tage rejsen hjem igen. Han var træt og elendig, og han havde ikke smagt mad, siden han rejste hjemmefra om morgenen.,
det var ret mørkt, da han kom til det store træ, gennem hvilket han måtte passere for at komme til sit sommerhus, og da han så et lys skinne gennem træerne, besluttede han ikke at gå til sit hjem den aften, men for at gøre sin vej mod lyset i skoven og bede om mad og husly.
han forventede at finde et træskærerhus, men hvad var hans overraskelse, da han nærmede sig lyset, for at finde ud af, at det kom fra vinduerne i et stort og smukt palads!, Han bankede på porten, men ingen svarede, og da han var drevet af sult og kulde, turde han gå ind og satte marmortrappen ind i den store sal.
hele vejen så han aldrig en sjæl. Der var en stor ild i hallen, og da han havde varmet sig, gik han ud for at lede efter husets herre. Men han kiggede ikke langt, for bag den første dør åbnede han et hyggeligt lille værelse med aftensmad til en, et aftensmad, hvis blotte udseende gjorde dig sulten.,
så købmanden satte sig så dristig som du vil, og lavede en meget hjertelig aftensmad, hvorefter han igen troede, at han ville lede efter husets herre.
Han startede og åbnede en anden dør, men der stod en seng, blot for at se på, som gjorde dig søvnig, så han sagde til sig selv:
“Dette er nogle feer’ arbejde. Jeg havde bedre ikke se længere for husets herre.”
og med det tumlede han i seng, og da han var meget træt, sov han straks og sov som en top, indtil det var tid til at stå op om morgenen.,
da han vågnede, var han ganske overrasket over at finde sig i en så blød og behagelig seng, men i øjeblikket huskede han alt, hvad der var sket med ham.
“jeg må gå,” sagde han til sig selv, “men jeg ville ønske, at jeg kunne takke min vært for min gode hvile og min gode aftensmad.”
da han kom ud af sengen, fandt han, at han havde noget andet at være taknemmelig for, for på stolen ved sengen lå en fin dragt af nyt tøj, mærket med hans navn, og med ti guldstykker i hver lomme., Han følte sig en helt anden mand, da han havde iført sig jakkesæt af blåt og sølv, og jingled guld stykker af penge i lommerne.
Da han gik nedenunder, fandt han en god morgenmad, der venter på ham i det lille værelse, hvor han havde supped natten før, og da han havde gjort et godt måltid, han troede, han ville gå en tur i haven. Ned ad marmortrappen gik han, og da han kom til haven, så han, at den var fuld af roser, rød, hvid og lyserød og gul, og købmanden så på dem og huskede skønhedens ønske.,
“Åh, mine stakkels døtre,” sagde han, ” hvilken skuffelse vil det være for dem at vide, at mit skib ikke er kommet hjem, men skønhed kan i hvert fald have det, hun ville have.”Så strakte han Hånden ud og plukkede den største røde rose inden for hans rækkevidde.
da stilken knækkede i fingrene, begyndte han tilbage i terror, for han hørte et vredt brøl, og i næste øjeblik sprang et frygteligt dyr over ham., Det var højere end noget menneske, og grimmere end noget dyr, men, hvad der syntes mest forfærdelige af alle de handelsskibe, der talte til ham med en mands stemme, efter at det havde brølede på ham med Udyret.
“Utaknemmelige usling!”sagde Udyret. “Har jeg ikke fodret dig, overnattet dig og klædt dig, og nu skal du betale min gæstfrihed ved at stjæle det eneste, jeg holder af, mine roser?”
” Barmhjertighed! nåde!”råbte købmanden.
“nej,” sagde Udyret, ” du skal dø!,”
den stakkels købmand faldt på knæ og forsøgte at tænke på noget at sige for at blødgøre hjertet af det grusomme udyr; og til sidst sagde han: “Herre, Jeg stjal kun denne rose, fordi min yngste datter bad mig om at bringe hende en. Jeg troede ikke, efter alt du har givet mig, at du ville nag mig en blomst.”
” Fortæl mig om denne datter af din, ” sagde dyret pludselig. “Er hun en god pige?”
“den bedste og kæreste i verden,” sagde Den Gamle Købmand. Og så begyndte han at græde, at tro, at han skulle dø og forlade sin skønhed alene i verden, med ingen at være venlig mod hende., “Åh!”han råbte:” Hvad skal mine fattige børn gøre uden mig?”
“Du skulle have tænkt på det, før du stjal rosen,” sagde Udyret. “Men hvis en af dine døtre elsker dig godt nok til at lide i stedet for dig, kan hun. Gå tilbage og fortælle dem, hvad der er sket for dig, men du skal give mig dit løfte om, at enten du eller en af dine døtre, skal være på min palace døren i tre måneder fra i dag.”
den elendige mand lovede.
“i hvert fald,” tænkte han, “Jeg skal have tre måneder mere af livet.”
Så sagde Udyret: “jeg vil ikke lade dig gå tomhendt.,”
så købmanden fulgte ham tilbage i paladset. Der, på gulvet i hallen, lå en stor og smuk kiste af smedejern sølv.
“fyld dette med alle skatte, der tager din fantasi,” sagde Udyret. Og købmanden fyldte det op med dyrebare ting fra dyrets skatkammer.
“Jeg sender det hjem til dig,” sagde Udyret og lukkede låget.,og så gik købmanden med et tungt hjerte væk; men da han gik gennem paladsporten, kaldte Udyret til ham, at han havde glemt skønhedens rose og samtidig holdt ham en stor flok af de allerbedste.købmanden lagde disse i skønhedens hånd, da hun løb for at møde ham ved døren til deres sommerhus.
“tag dem, mit barn,” sagde han, “og værner om dem, for de har kostet din stakkels far sit liv.”
og med det satte han sig ned og fortalte dem hele historien. De to ældre søstre græd og græd, og selvfølgelig skylden skønhed for alt, hvad der var sket.,
“hvis det ikke havde været for din ønske om en rose, ville vores far have forladt paladset i sikkerhed med sin nye dragt og hans guldstykker; men din dumhed har kostet ham sit liv.””nej,” sagde skønheden, ” det er mit liv, der skal ofres, for når de tre måneder er forbi, vil jeg gå hen til dyret, og han kan dræbe mig, hvis han vil, men han skal aldrig skade min kære far.”
faderen forsøgte hårdt at overtale hende til ikke at gå, men hun havde besluttet sig, og i slutningen af de tre måneder gik hun ud til dyrets palads.
hendes far gik med hende for at vise hende vejen., Som før så han lysene skinne igennem skoven, bankede og ringede forgæves ved den store port, varmede sig ved ilden i den store sal og fandt derefter den lille stue med aftensmaden på bordet, der gjorde dig sulten at se på. Kun denne gang blev bordet lagt til to.
“kom, far kære,” sagde Skønhed, “tag trøst. Jeg tror ikke dyret betyder at dræbe mig, Eller sikkert ville han ikke have givet mig sådan en god aftensmad.”
men næste øjeblik kom dyret ind i rummet. Skønhed skreg og klamrede sig til sin far.,
“vær ikke bange,” sagde Udyret forsigtigt, “men fortæl mig, kommer du her af din egen fri vilje?”
“Ja,” sagde Skønhed, rysten.
“Du er en god pige,” sagde Udyret, og da han vendte sig til den gamle mand, fortalte han ham, at han måske kunne sove der for den nat, men om morgenen skal han gå og forlade sin datter bag sig.
de gik i seng og sov godt, og næste morgen gik faderen grædende bittert.
skønhed, alene, forsøgte ikke at føle sig bange., Hun løb her og der gennem slottet og fandt det smukkere end noget andet, hun nogensinde havde forestillet sig. De skønneste værelser i slottet havde skrevet over dørene: “Skønhedsrum”, og i dem fandt hun bøger og musik, kanariefugle og persiske katte, og alt, hvad man kunne tænke sig for at få tiden til at gå behageligt.
“Åh, kære!”hun sagde;” Hvis jeg bare kunne se min stakkels far, skulle jeg være næsten glad.”
da hun talte, så hun tilfældigvis på et stort spejl, og i det så hun formen af sin far reflekteret, bare kørte op til døren til hans sommerhus.,
den aften, da skønheden satte sig til aftensmad, kom dyret ind.
” må jeg have aftensmad med dig?”sagde han.
“det skal være som du vil,” sagde Beauty.
så dyret satte sig til aftensmad med hende, og da det var færdigt, sagde han:
“Jeg er meget grim, skønhed, og jeg er meget dum, men jeg elsker dig; vil du gifte dig med mig?”
” Nej, dyr, ” sagde Skønhed forsigtigt.
det stakkels dyr sukkede og gik væk.
og hver nat skete det samme. Han spiste aftensmad med hende og spurgte hende, om hun ville gifte sig med ham. Og hun sagde altid: “nej, Dyr.,”
hele denne tid blev hun ventet på af usynlige hænder, som om hun havde været dronning. Smuk musik kom til hendes ører, uden at hun kunne se musikerne, men det magiske spejl var bedst af alt, for i det kunne hun se, hvad hun ville. Da dagene gik, og hendes mindste ønske blev opfyldt, begyndte hun næsten før hun vidste, hvad hun ville, at dyret måtte elske hende meget højt, og hun var meget ked af at se, hvor trist han så ud hver aften, da hun sagde ” nej ” til sit ægteskabstilbud.,en dag så hun i sit spejl, at hendes far var syg, så den aften sagde hun til dyret:
“kære dyr, du er så god for mig, vil du lade mig gå hjem for at se min far? Han er syg, og han tror, at jeg er død. Lad mig gå og opmuntre ham, og jeg vil love trofast at vende tilbage til dig.”Meget godt,” sagde dyret venligt, ” men hold dig ikke væk mere end en uge, for hvis du gør det, vil jeg dø af sorg, fordi jeg elsker dig så højt.”
” hvordan skal jeg nå hjem?”sagde Skønhed ;” jeg kender ikke vejen.,”
Så gav dyret hende en ring og fortalte hende at lægge den på fingeren, da hun gik i seng, drej rubinen mod håndfladen, og så ville hun vågne op i sin fars hytte. Da hun ville komme tilbage, skulle hun gøre det samme.
så om morgenen, da hun vågnede, befandt hun sig i sin fars hus, og den gamle mand var ved siden af sig selv med glæde for at se hende sikkert og sundt., Men søstrene hilste hende ikke så venligt velkommen, og da de hørte, hvor venligt dyret var mod hende, misundte de hende held og lykke med at bo i et prægtigt slot, og de måtte nøjes med et hus.
“Jeg ville ønske, at vi var gået,” sagde Marigold. “Skønhed får altid det bedste af alt.”
” fortæl os alt om dit Store Palads, “sagde Dressalinda,” og hvad du gør, og hvordan du bruger din tid.”
så skønhed, tænker det ville underholde dem at høre, fortalte dem, og deres misundelse steg dag for dag. Til sidst sagde Dressalinda til Marigold:
“hun har lovet at vende tilbage om en uge., Hvis vi kun kunne få hende til at glemme dagen, kunne Udyret være vred og dræbe hende, og så ville der være en chance for os.”
så dagen før hun skulle være gået tilbage, satte de nogle valmuesaft i en kop vin, som de gav hende, og det gjorde hende så søvnig, at hun sov i to hele dage og nætter. Da tiden var omme, blev søvnen urolig, og hun drømte, at hun så dyret ligge dødt blandt roserne i paladsets smukke haver, og fra denne drøm vågnede hun grædende.,
selvom hun ikke vidste, at der var gået en uge og to dage siden hun forlod Udyret, vendte hun straks efter den drøm rubinen mod sin håndflade, og næste morgen var hun helt sikkert i sin seng i dyrets palads.
Hun vidste ikke, hvor hans værelser i paladset var, men hun følte, at hun ikke kunne vente, til aftensmad-tid, før vi ser ham, så hun løb hid og did, kalder hans navn. Men slottet var tomt, og ingen svarede hende, da hun ringede.
så løb hun gennem haverne og kaldte sit navn igen og igen, men der var stadig stilhed.,
” Åh! hvad skal jeg gøre, hvis jeg ikke kan finde ham?”sagde hun. “Jeg bliver aldrig glad igen .”
så huskede hun sin drøm og løb til rosenhaven, og der, helt sikkert, ved siden af bassinet i den store springvand, lå det stakkels dyr uden noget tegn på liv i ham. Skønhed kastede sig på knæ ved siden af ham.
“Åh, kære dyr,” råbte hun, ” og er du virkelig død? AK! AK! så vil jeg også dø, for jeg kan ikke leve uden dig.”
straks åbnede dyret øjnene, sukkede og sagde:
” skønhed, vil du gifte dig med mig?,”
og skønhed, ved siden af sig selv med glæde, da hun fandt ud af, at han stadig levede, svarede:
” Ja, ja, kære dyr, for jeg elsker dig meget.”
Ved disse ord, den ru pels faldt til jorden, og i stedet for Dyret stod en smuk Prins, klædt i en dublet af hvid og sølv, som man gjorde klar til et bryllup. Han knælede ved skønhedens fødder og foldede hendes hænder.
“kære skønhed,” sagde han, “intet andet end din kærlighed kunne have forvirret mig., En ond fe gjorde mig til et dyr, og fordømte mig til at forblive en, indtil en retfærdig og god pige skulle elske mig godt nok til at gifte sig med mig, på trods af min grimhed og dumhed. Nu, kære du, fortryllelsen er brudt; lad os gå tilbage til mit Palads. Du vil opdage, at alle mine tjenere-som også er blevet fortryllet og har ventet på dig hele denne lange tid med usynlige hænder—nu bliver synlige.”
så de vendte tilbage til paladset, som på dette tidspunkt var overfyldt med hofter, ivrige efter at kysse prinsens og hans brudes hænder., Og prinsen hviskede til en af sine tjenere, der gik ud, og på meget lidt tid kom tilbage med skønhedens far og søstre.
søstrene blev dømt til at blive ændret til statuer og til at stå til højre og venstre for paladsportene, indtil deres hjerter skulle blødgøres, og de skulle være kede af deres uvenlighed over for deres søster. Men skønhed, lykkeligt gift med sin prins, gik hemmeligt til statuerne hver dag og græd over dem., Og ved hendes tårer blev deres stenede hjerter blødgjort, og de blev forvandlet til kød og blod igen, og var gode og venlige for resten af deres liv.
og Beauty and the Beast, som ikke var et dyr mere, men en smuk prins, levede lykkeligt nogensinde.
og jeg tror faktisk, at de lever lykkeligt stadig i det smukke land, hvor drømme bliver til virkelighed.
søger du flere historier om kærlighed at læse til dit barn? Læs vores anmeldelse af de ti bedste børns billedbøger om kærlighed
novelle for børn tilpasset af E., Nesbit, Redigeret af Hamilton Wright Mabie, Edward Everett Hale, og William Byron Forbush
Illustreret af Diavolessa
Lad os snakke Om De Historier ~ Ideer til at Tale Med Kids
Taknemmelighed, God Opførsel
1. Skønhedens far blev behandlet meget godt i dyrets palads. Hvorfor var dyret så oprørt over, at han tog en rose?
2. Hvad kunne have været en bedre måde for skønhedens far at bringe en rose tilbage til skønhed?
grådighed
3. Dyret gav stadig beautys far mange gaver, før han vendte tilbage., Hvorfor kunne han stadig have været venlig mod skønhedens far, selvom han havde stjålet fra ham?
jalousi
4. Skønhedens søstre ønskede at tage noget, som skønhed havde, og så satte de hende i søvn. Ved du, hvad denne følelse er, når du vil have noget dårligt for nogen, så du kan få det, de har?
5. Endte denne følelse med at skade skønheden? Hvad med søstrene?
6. Hvad kunne søstrene have gjort, da de havde denne følelse, der ville have betydet, at ingen blev såret?
familie, kærlighed, venlighed
7., Hvorfor besluttede Beauty at slutte sig til dyret i stedet for at lade sin far dø?
