Det har været værdsat i lang tid, at atrieflagren og atrieflimren har en klinisk sammenhæng. Nu, med de teknologiske fremskridt, der tillader mere sofistikerede elektrofysiologiske undersøgelser, især kortlægningsundersøgelser, vi har markant avanceret vores forståelse af dette indbyrdes forhold., Hvad angår forholdet ved atrieflimren til atrieflagren: atrieflimren af variabel varighed (meget kort til langvarige episoder) går forud for begyndelsen af atrieflagren i de fleste tilfælde. Det ser ud til, at i løbet af perioden med atrieflimren dannes de funktionelle komponenter i det atriale flutter reentrant kredsløb. Dette er hovedsagelig en blokering mellem venae cavae. Hvis denne bloklinje ikke dannes, dannes ikke klassisk atrial fladder. Og hvis denne bloklinje forkortes eller forsvinder, forsvinder klassisk atrieflagren også., Faktisk kan det siges, at den største forskel i, om klassisk atrieflagren eller atrieflimren udvikler sig, er, om der dannes en blokering mellem venae cavae. Vedrørende forhold af atrieflagren at atrial fibrillation: Undersøgelser har vist, at en chauffør (en enkelt fokus eller reentrant kreds af meget kort cyklus længde) kan være ansvarlig for forårsager atrieflimren ved at producere fibrillatory ledning til resten af arbejdsro., I eksperimentelle modeller og nu begynder at blive demonstreret hos patienter, kan denne driver være et stabilt reentrant kredsløb med meget kort cyklens længde, dvs. en hurtig form for atrieflagren, hvis du vil. Faktisk er der sandsynligvis et spektrum af disse korte cykluslængder, der delvis afhænger af, hvor reentrantkredsløbet (dvs. “atrieflagren”) eksisterer. Når det stabile reentrantkredsløb er af tilstrækkelig kort cykluslængde, aktiverer det kun små portioner af atrierne på en 1: 1 måde. Resten af atrierne aktiveres uregelmæssigt, hvilket resulterer i atrieflimmer., Ustabile reentrant kredsløb kan også gøre det samme. Kort sagt ser det ud til, at der er flere mekanismer for atrieflimren, hvoraf den ene skyldes en form for meget hurtig atrieflagren.